Derfor Koldfronter

Koldfronter vil fortælle en god, medrivende, grotesk og tragikomisk historie med en kulisse, der giver mening i vores konfliktfyldte verden.  Men Koldfronter er ikke et politisk kampskrift eller et hadefuldt udfald mod russere.

Tværtimod burde vi alle kramme nærmeste russer, som har en levevis lig vores og værdier, der ikke er så fjerne. Problemet er kriminelle elementer på begge sider samt fantaster og fanatikere. Dem handler bogen om - for de kan sætte en ny kold krig over styr. Imens lever almindelige russere nu (igen) uden demokratisk tradition og får undertrykt ytringsfriheden. Håbet er de intellektuelle, frihedskæmperne og en gæstfri og hjertevarm befolkning, som bare prøver at overleve.  

Ambitionen med ”Koldfronter” er derfor at fortælle om den ny konflikt – set gennem almindelige mennesker. De udvikler sig under en konflikt, der er større end dem selv, men som de kan farve som bogen skrider frem. Det er ingen pessimistisk bog!

 Er du interesseret i mere baggrund?

Læs lidt mere i Magasinet rØst, der handler om Østeuropa

rØst har bragt en klumme om gamle og især nye spændinger mellem øst og vest, der er kulissen i Forlaget Egolibris' nye »koldkrigsroman nouveau": 

http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1441

Derfor måtte jeg skrive ”Koldfronter”

04. marts 2017 

FRONTER: En blanding af egne oplevelser i Østeuropa efter murens fald og bekymring over det, han betegner som den nye kolde krig, har fået Keld Broksø til at skrive en thriller, der trækker tråde gennem historien og kontinentet. (Foto: Egolibris)

KLUMME | Forfatter og journalist Keld Broksø er aktuel med en thriller, som har fat i de stigende spændinger i Østeuropa fra Baltikum, Ukraine og til Polen. Bogen om små mennesker klemt i et storpolitisk, europæisk spil er skrevet ud fra lige dele frustration og bekymring over fremmarchen af en ny kold krig på tværs af Europa. I denne klumme fortæller forfatteren om motivationen til at skrive bogen.

Man kan tage den slags avisnotitser med et skuldertræk, men selv reagerede jeg voldsomt, da jeg i april 2015 læste, at Polen ville bygge seks 50 meter høje vagttårne langs den 200 kilometer lange grænse til den russiske østersøenklave Kaliningrad. Pris: 28 millioner kroner - stort set betalt af EU's grænsefond. Polen var desuden på vej med kontrakter om militært udstyr fra USA og Europa for knap 56 milliarder kroner - en af de største forsvarskontrakter i Europa siden slutningen af den gamle kolde krig. I Danmark kræver det nok en speciel interesse i Østeuropa at hidse sig op over det, men hvor kommer den interesse fra?

Inspireret af egne oplevelser

Typisk fra oplevelser og rejser. De er også baggrunden for, at alle de nye spændinger i Østeuropa nu er endt i min thriller ”Koldfronter”, som er blandt de første romaner, der bruger den nye, kolde krig som kulisse. Årsagen til den kulisse for bogens menneskeskæbner er netop min Østeuropa-interesse, der begyndte for 27-28 år siden. Som dengang noget yngre journalist på Jyllands-Postens københavnsredaktion, var jeg kort efter Berlinmurens fald på opgave i bil gennem Østberlin (muren var der endnu, om end man kunne gå igennem) og videre til Prag, Budapest og til Bukarest ved det første frie valg. Opgaven var at portrættere andre unge mennesker i de byer: deres håb, liv før og nu - samt ikke mindst deres fremtidsdrømme. Drømme var der dengang mange af, mens deres liv førhen var problemfyldte. Euforien fra dengang sidder i mig endnu:

Jeg vil aldrig glemme Pavel, som egentlig havde været soldat, men i virkeligheden var tvangsudskrevet slave-byggearbejder ved Ceausescus gigantiske ”Folkets Palads”, som den gale diktator havde fået ideen til efter et besøg hos Nordkorea's Kim II-Sung. Byggearbejderne døde som fluer på de skrøbelige stilladser. Selv blev han og hele familien desuden engang vækket klokken tre om natten af sikkerhedspolitiet, Securitate, fordi hans hår skulle klippes tre centimeter. Og nu, NU! skulle livet leves med uddannelse, frihed og lys fremtid.

Jeg vil heller ikke glemme Miroslav, som politiet havde hjulpet til en brækket arm, og i 1990 gik han alligevel i demonstration med armen i slynge under et skilt med skriften ”never more communism!”. Målet var at få fjernet et par professorer på hans business-skole. De var forrygende til marxistisk planøkonomi, men vidste intet om markedsøkonomi. Det lykkedes studenterdemonstranterne at få de professorer smidt ud.

Jeg vil heller ikke glemme Marion, som havde stået oppe på Friedrichstraße station i Østberlin og set flyene lande bag muren i Vestberlin. Imens kunne hun kun drømme om London, Paris og New York, og et banner forkyndte samtidig , at ”partikongressen vil vise fremtiden!” I 1990 kunne hun se en langt lysere fremtid.

Frustration

I dag er euforien mildest talt blevet flosset - specielt efter Maidan-opstanden i Kijev i 2014. Vi kender det meste siden: Annektering af Krim, russiske separatister kæmper i Østukraine. Polen bygger 50 meter høje vagtårne mod den russiske enklave Kaliningrad og bevæbnede, polske hjemmeværnsfolk eksploderer i antal. Baltikum opruster med NATO´s hjælp, og Estland vil endda bygge 108 kilometer hegn mod Rusland. Russisk propaganda kaster i sin ensidighed nu mindelser om det gamle Kremls skyklapper mod verden. Og væk er de russiske officersbesøg i NATO med fælles øvelser til følge.

 

Men noget sad stadig i mig efter det meste eufori ellers var dampet af. Det gjorde det for alvor ved et besøg i Kijev som valgobservatør i netop 2014: Jeg huskede, at det var små, almindelige mennesker, der havde ændret verdens gang og afsluttet Den Kolde Krig. Dem, som havde turdet gå på gaderne til sidst. Det var også små, almindelige mennesker, som skabte ændringerne i Kijev. Bag hele den erkendelse hang historien under og efter Anden Verdenskrig også som en skygge bag alle nedbrud af de gamle systemer.

Historisk akse tæt på

En historisk akse til ”Koldfronter” fandt jeg blot fire kilometer fra, hvor jeg bor. En dag cyklede jeg ud forbi Vestre Kirkegård i København, hvor knap 10.000 tyske krigsflygtninge og tyske soldater ligger under glemte granitkors lige over for en graffitimalet Sjælør Station. En kvart million tyske flygtninge kom til Danmark i krigens sidste måneder, og 17.000 døde som fluer næsten lige efter kapitulationen af mangel på dansk lægehjælp, pleje og mad. Men tænk en tur, de havde taget! En tragisk, men hamrende spændende historie, hvoraf nogle trak spor hele vejen fra Baltikum, Ukraine, Polen, det delte Tyskland – og til en gravsten ved Sjælør Station. Tænk, hvis et par arvinger fandt ud af, at de døde tyskere eller baltere under granitkorsene havde rettigheder, hvor de kom fra, til afgørende konfliktområder i den nye kolde krig?

Og måske boede efterkommere endda lige ved siden af gravene og var små, almindelige mennesker, som måske netop kunne ændre verdens gang?

Ja, der kunne være lavet en akademisk rapport om det - eller en journalistisk artikelserie. Meget af min bogresearch fra arkiver, bøger og ikke mindst oplevelser på rejser til alle stederne i bogen, kunne måske bruges sådan. Men alligevel ville der være mange huller, når man beskriver menneskeskæbner med den baggrund. Med fiktionens hjælp i en roman kan man måske skabe en mere udfyldende helhed i den samlede fortælling? Mennesker er jo det komplicerende element, mens man faktuelt sagtens kan registrere, hvad der sker:

Eksempelvis at lige omkring nytår udgav Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) sin årlige risikovurdering og skrev, at ”Forholdet mellem Rusland og Vesten er en fortsat betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark. I år har Rusland påbegyndt en række militære tiltag, hvor landet gennemfører en militær opbygning samt militær modernisering.” Et halvt år før da i juni 2016 kom ”Anakonda-2016”, som er den hidtil største militærøvelse i Polen siden 1989. 31.000 soldater fra 24 lande var i gang i luften, til vands og på jorden for at øve sig på, hvad de skal gøre, hvis russerne angriber. Russerne protesterede selvfølgelig mod øvelsen.

En god historie

Samtidig med at registrere de mere faktuelle ting er ”Koldfronter” bestemt også udgivet blot for at fortælle en god, underholdende og spændende historie. Hvis den historie samtidig kan skabe lidt sammenhæng i det kaos, som vi er ved at bygge op i Østeuropa, er det godt nok. Måske ”Koldfronter” på den måde også kan bidrage til lidt eftertænksomhed over dagens ”kolde krig nouveau”? Måske sådan en historie endda kan bidrage lidt til at afvise voksende accept af, at euforien fra Berlinmurens fald nu er ved at ende på historiens losseplads?

Tænk, hvis vi prøver at genskabe forbindelser og mellemfolkelig forståelse på tværs af Europa, fordi den slags var der engang – og den kan komme igen! Som John Lennon formulerede det: ”Du kan sige, at jeg er en drømmer – men jeg er ikke den eneste.”

Keld Broksø er forfatter af ”Koldfronter”.

Bogen er udgivet af forlaget Egolibris. Den fås som print-, lyd- og ebog.

www.koldfronter.dk

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

 

Også Magasinet Europa har i marts 2017 bragt en klumme, som specifikt handler om situationen i Estland, der er en del af drivkraften i 'Koldfronter's handling:

http://magasineteuropa.dk/situationen-estland-lige-koldkrigsroman-nouveau/

Situationen i Estland er lige til en koldkrigsroman nouveau

- klumme af Keld Broksø

 Det ellers fredelige lilleputland har den gift, som kan skabe en ny kold krig i Europa, skriver forfatter og journalist Keld Broksø, der netop har udgivet thrilleren ”Koldfronter”

03.03.2017 | ESTLAND | Jeg har begået en ”koldkrigsroman nouveau”. “Koldfronter” hedder den og er en roman dels om en aktuel konflikt mellem øst og vest, dels om små mænd og kvinder klemt i et sprængfarligt, storpolitisk spil. De prøver at finde forklaringer på, at mord og trusler pludselig ryster deres hverdag i både København og Berlin.

Men har vi virkelig en ny kold krig? Vi er ude i den finere semantik. Men lad mig i denne klumme blot se på ét land der mærker, at noget er helt galt igen mellem øst og vest her godt 27 år efter euforien over Berlinmurens fald – og årene efter med russiske officersbesøg i NATO-hovedkvarteret, Partnerskab for Fred og fælles militærøvelser. Hvedebrødsdagene er endt i skilsmisse.

På Estlands frihedsdag 24. februar i år var der igen militærmarch på Frihedspladsen i Tallinn, men noget afgørende var blevet synligt her på NATO’s østligste udkigspost mod Rusland. Den kvindelige, estiske præsident, Kersti Kaljulaid, kunne ikke alene vinke til titusinder estere med deres blå-, sort- og hvidstribede flag, men også til soldater fra Danmark (med et stort Dannebrog), USA, Storbritannien, Polen, Tyskland samt Letland og Litauen. Fem kompagnier og 1.000 soldater med 100 stykker større, militært isenkram defilerede forbi. Men sammenlignet med russiske tropper på den anden af Estlands grænse var det peanuts. Der er nu baser med 330.000 soldater langs hele den vestlige side af Ruslands grænse. Lille Estland med blot knap halvanden million indbyggere vil nu øge forsvarsbudgettet fra sidste års 468 millioner dollars til 501 millioner dollars i 2019. Letland og Litauen opruster også til henholdvis 614 og 892 millioner dollars.

Paradens amerikanske kampvogne (billedet) – og for første gang en estisk spejder bataljon med CV9035 pansrede infanteri køretøjer – viste, at det var alvor: En ny type kold krig er bygget op.

En foreløbig kulmination kom i august 2015. Moskva reagerede skarpt mod estiske planer om et hegn langs grænsen mod Rusland. Ifølge estisk politi og grænseværn skal hegnet beskytte bl.a. mod grænsekrænkelser. Der skal være pigtråd langs et to meter højt og 108 kilometer langt hegn med videoovervågning og droner (minder det ikke om begyndelsen på en ny type Berlinmur?). Byggeriet ventes at begynde i sin helhed i 2018 og koste 71 millioner euro. Det russiske parlaments internationale komite mener, at begrundelserne for hegnet er ”nonsens” og et ”tilbageskridt mod (netop) Berlinmuren”, som skal vise Rusland som en trussel.

Mennesker og historie bag
Er Rusland så det? Hvis man ser på små menneskeskæbner, som er omdrejningspunktet i enhver roman – og i virkelighedens Estland, så er vi på den. De små historier har nemlig et større perspektiv.

En enkelt lille historie, som også er med i twistet form i min roman Koldfronter, viser det. Det gælder historien om Eston Kohver, officer i Estlands interne sikkerhedsstyrke. Han blev i 2014 fængslet af det russiske FSB under stor mystik. Under anklage for spionage risikerede han en dom på 15 års fængsel. Det skabte mere konflikt mellem Estland og Rusland – og gav bekymring i EU og NATO: Historien gjaldt ikke alene en officer, som angiveligt var arresteret på estisk territorium. Den handlede især om, at Rusland krænkede hele EU- og NATO-området.

Problemet løstes først i september 2015 under en fangeudveksling, men det gav absolut næring til det estiske ønske om pigtråd mod Rusland. Ønsket blev forstærket i 2015, da Rusland holdt flere snap-øvelser langs Estlands grænse. Rusland holdt desuden store militærøvelser i Østersøen og enklaven Kaliningrad syd for Litauen. Danske forsvarseksperter var da ikke længere i tvivl om, at Rusland er Danmarks nye, militære hovedmodstander.

Følelser styrer
Der er følelser i de spørgsmål – og følelser er sprængfarlige. Ærindet med Koldfronter er heller ikke at bringe dem yderligere i kog, men sammen med en spændende historie at få fokus på en reel konflikt, hvor små mennesker kan have afgørende indflydelse. Det er mørke kræfter blandt fantaster, fanatikere og kriminelle på begge sider, som styrer udviklingen. Det skal de ikke have lov til. Vi har brug for mere mellemfolkelig forståelse – ikke det modsatte. Men vi skal være klar over netop de stærke følelser. De følelser har jeg mærket i Estland.

Jeg husker purunge mennesker, som gik i demonstration i 2003 med skiltetekster som ”Gå med i NATO – leg ikke med vores frihed”. Jeg er ikke sikker på succes, hvis man i dag bad unge på Strøget i København demonstrere FOR NATO. Men i Estland var det alvor – følelserne og frygten talte. Estland blev medlem af EU og NATO i 2004. Først i 1994 forlod de sidste russiske tropper landet, men tilbage er et mindretal på over en fjerdedel russere. I dag er de russere udsat for massiv, ensidig russisk propaganda via russiske tv-stationer. Det gør ikke nogen af de ovennævnte forhold lettere, men bidrager til en polarisering – som vi har set gå amok i Ukraine.

Kvindeskæbner
Under et besøg i Tallinn talte jeg med en fantastisk, ældre, estisk-amerikansk dame, Ilvi Joe Cannon, der var frustreret over de nye spændinger, men også berettede om baggrunden for følelserne bag via kvindeskæbner – herunder sin egen.

Ilvi Joe Cannons far gik selv med den tyske hær for at forsvare Estlands selvstændighed over for Rusland. Ikke fordi han var nazist, men fordi det var en mulighed for at bevare sit land og sine værdier. Fra 1944 mobiliserede Tyskland selv estiske mænd. Ilvi Joe Cannon måtte som lille pige flygte med sin mor og to søskende med Den røde Hær i hælene.

Hun endte af alle steder i Berlin i 1945. Hun fik senere via en NGO en udflugt i slutningen af 1940´erne til Helsingør-Helsingborg. Hun husker et glas mælk og en skinkesandwich som ”det mest vidunderlige hun smagte i hele sin barndom”. Hun fik siden asyl i USA, blev professor i statskundskab og succesfuld forretningskvinde. Hun vendte i 1991 tilbage til Estland, hvor hun var med til at genopbygge flere ministerier. Mens mændene blev slået ihjel på slagmarken eller deporterede til Sibirien har kvinderne tegnet meget af den senere historie i Estland, og Ilvi Joe Cannon har redigeret en fremragende antologi om kvindeskæbner, Carrying Linda’s Stones, som udkom i 2009 på Tallinn University Press.

Den glemte kirkegård i Købenavn
Men tanken om en dansk forbindelse i samtalerne med Ilvi Joe Cannon og et roman projekt brød ud i lys lue, da jeg opdagede glemt krigskirkegård på Vestre Kirkegård i København næsten lige rundt om hjørnet fra min bopæl. Knap 10.000 tyske krigsflygtninge og tyske soldater ligger under glemte granitkors lige over for en graffitimalet Sjælør Station. En kvart million tyske flygtninge (!) kom til Danmark i krigens sidste måneder, og 17.000 døde som fluer næsten lige efter kapitulationen af mangel på dansk lægehjælp, pleje og mad. Men tænk en tur de havde taget! En tragisk, men spændende historie, hvoraf nogle trak spor netop hele vejen fra Baltikum – og til en gravsten ved Sjælør Station.

Tænk, hvis par arvinger fandt ud af, at de døde tyskere eller baltere under granitkorsene havde rettigheder til afgørende konfliktområder i den nye kolde krig? Og da mindre områder af Estlands grænse reelt stadig er til disput betød det, at Estlands ”Koldfronter” er lige til en koldkrigsroman nouveau. Den er kommet nu.

Keld Broksø er forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver. Hans nye og femte roman ”Koldfronter” præsenteres bl.a. på krimimessen i Horsens. Koldfronter fås som print-, lyd- og e-bog. Se mere her

 

Den gigantiske Mor Moderland statue i Kijev, Ukraine, som omtales i Koldfronter, og har stor symbolsk betydning for russernes selvforståelse af deres rettigheder og krav på ukrainsk land. Det bidrager til konflikten mellem russere og ukrainere, at bl.a. præsidenten vil have fjernet Sovjet-symboler som hammer og segl på skjoldet.