- 1 -

Sydhavnen, København

Ikke engang tanken om sex virkede nærværende.
Det var for lang tid siden. Så lang tid, at erindringen ikke slog til. Detaljerne, lydende, duftene var væk. Han kunne ikke fornemme det vidunderlige længere. Han kunne ikke fornemme nogen. Det fortabte sig i liderlige tanker, som end ikke havde noget med en bestemt kvinde at gøre. Mere kvinder i almindelighed. Et udflydende begreb med mange bryster, hofter, kurver og røve stikkende ud alle vegne i en forvirring, som ikke holdt hans opmærksomhed fast et enkelt sted.
Sex strejfede hans hjerne som et vindpust fra en uvirkelig verden, hvor der hørte noget mere med. En kvinde med en hel krop, med et ansigt og øjne, som så på ham med interesse. Det var forstyrrende. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med de uvirkelige tanker og ønsker.
Fornemmelsen af, at væggene nærmest voksede indad, var meget mere virkelig end noget så simpelt som sex med en kvinde, der så på ham med begær, og som lo med ham. Ikke ad ham.
Et tiltagende vakuum pressede luften ud af rummet i en kvælende slowmotion, hvor undergang i mangel på både ilt og sex var den logiske konsekvens. Hvis han ikke gik ud og væk. Nu!
Det toværelses, skrabede domicil ved hjørnet af Sjælør Boulevard og P. Knudsens gade i Københavns sydhavnskvarter virkede som en varetægtsfængsling på Jack Wolff inden en stenhård dom.
”Du har spildt dine muligheder!” Han kunne næsten høre sin afdøde papmor.
Det endda lige i det Danmark, som gang på gang vandt æren som verdens mindst korrupte land og med efter sigende verdens lykkeligste befolkning. Der sad han som et bevis på det modsatte: masser af ulykke.
Han erklærede sig skyldig i at have smidt et skarpt intellekt ud ad vinduet og ned på gaden som et stykke affald. Det hele var kylet ud på gaden. Der lå det formålsløst i hans indre fantasibillede.
Ud ad køkkenvinduet kunne han skimte trafikstrømmen mase de sidste rester af livsglæde ned i asfalten. Var det virkelig derude, midt på kørebanen, at al hans gode begavelse, al hans skarpe analytiske sans var smidt ud?
”Hold nu kæft, din nar!” sagde han til sig selv.
Men det uudholdelige, indbildte billede på nethinden var forfærdelig håndgribeligt. Hans liv alene var blevet en langtrukken tilståelsessag: Han havde aldrig fået noget som helst konstruktivt – eller materielt – ud af at have bestået to universitetsfag med udmærkelse. Han havde studeret hårdt, været disciplineret og fået sine eksaminer, men han evnede ikke livets krav uden for universitetet. Jobsamtaler, faste mødetider, indelukke. Det hjalp ham ikke, at han havde været en fantastisk student, når hans sociale kompetencer var som en sæk kartofler. Det hjalp ikke, at han afskyede vold og våben og troede på fred mellem mennesker. Det var fællesskaber, som han ikke magtede længere. Han troede på, at det nok skulle komme igen. På en eller anden måde.
Indtil videre lå de fine eksamenspapirer i et støvet arkiv i kasser under sengen nærmest som en fornærmelse mod ham, når de blev sammenholdt med striben af afslag og afvisninger fra alle andre. Bortset fra nogle få værtshusgæster, som i en brandert havde rost hans paratviden. Han havde ikke mærket nogen ædruelig respekt eller anerkendelse i lange tider.
Jobsamtalerne blev mere og mere sjældne. Imens spildte han andre folks skattepenge på meningsløse, offentligt betalte og
obligatoriske aktiveringsforsøg resten af den tid, som han ikke selv formåede at få til at gå op i røg.
En periode som lærervikar, for han kunne egentlig godt lide børn. Han gad bare ikke stå for den opdragelse, som forældrene forsømte, og der var altid en eller to uopdragne børneterrorister, som spolerede det hele. Han smed den slags elever ud konsekvent, og det måtte man ikke. Så var han røget videre til at undervise asylsøgere i dansk, men da nogle få af dem i en klasse havde rejst sig og klappet efter en terroraktion, var han begyndt at diskutere i en grad, så han måtte forlade skolen, inden den blev livsfarlig for ham. Han nægtede at glide af ”og lade deres lort stå uimodsagt”, som han havde forklaret chefen for skolen. Hans foreløbig sidste job var som selvstændig altmuligmand i alt fra pudsning af vinduer og fliselægning til græsslåning og malerjob. Han var en af Danmarks højest uddannede, ufaglærte altmuligmænd. Tilmed en dårlig en af slagsen. Han blev for stresset af manuelt arbejde, fordi han led af tankeflugt, når arbejdet skulle gøres.
Han evnede ikke mere at gøre sig interessant for en arbejdsgiver som akademiker. Mens han hørte om andre med eksempelvis aparte hovedfag i filosofi ende som HR-chefer i banker eller direktører for it-virksomheder, så kunne han ikke finde sin niche, hvor han passede ind.
”Nul. 0!”
Sådan stod der på en seddel, som en langt mindre uddannet konsulent fra det kommunale bureaukrati havde bedt jobsøgerne skrive. Sedlen skulle handle om dem selv og var klimaks under et møde i aktiveringskontoret på et såkaldt ”jobsøgningskursus.” Han var et nul.
Og nu stod det tilmed på skrift i hans offentlige filer. ”Nul. 0!”.
Jack Wolff var ved at brække sig alene ved at tænke på det. Han savnede ikke bare mål og retning. Han manglede også selskab. Og sex!
Hvis bare nogen ellers kunne holde ud at være sammen med ham i længere tid, drømte han. Det var aldrig noget, han talte om af frygt for, at panseret skulle revne.
Begrebet ”længere tid” i forbindelse med kvinder betegnede mere end den halve time, som var maksimum afsat tid til lidenskab i hans personlige erfaringskatalog. Og erfaringen var til at overskue. Vel omkring tre en halv affære i en samlet erindring, der var ved at sande til. Ingen kvinder kunne holde ud at være sammen med ham i længere tid. Nærmest ikke engang en halv time – med eller uden lidenskab.
”Jack Wolff sluger folk!”
Sådan blev det sagt direkte engang af en studiekammerat, som brat havde afbrudt et begyndende venskab. Jack krævede folks fulde opmærksomhed, lød anklagen, og uden at Jack lyttede ret meget til, hvad andre havde at fortælle. Det eksplicitte krav fra Jack for at tåle folk var tilmed ubetinget støtte til hans ideer om politik langt ude mod en antikveret form for betonsocialisme.
Selv de sidste, overlevende kommunister og socialister helt ude på fløjen måtte opgive at følge med ham ud på overdrevet. Reelt mente han det ikke alvorligt. Det var bare en del af ham. Den evige Rasmus Modsat, som også hadede ny, russisk imperialisme, som han også råbte op om. Det og så heavy metal, som skulle høres højt, ustyrligt og kompromisløst!
Sjældne gæsters eventuelle argumenter mod hans fastlåste synspunkter druknede i trash, speed og death metal. Hvis nogen fik ørenlyd, så blev selv velovervejede argumenter damptromlet. Samtidig med skraldet fra eksempelvis Slipknot, Behemoth, Arch Enemy eller mere af samme skuffe, som også indeholdt en hel del old school metal.
Han kunne være nedladende, men ofte også retorisk raffineret, når ordene faldt som sværdslag – Jack Wolff var en mester i at udstille al uvidenhed omkring sig. Sin egen evne til at vide bedre syntes han derimod stod skinnende klart, og derfor oplevede han fiaskoen på jobmarkedet som en sag, der burde rejses som et brud på FN’s Menneskerettighedskonvention! Han skulle have job, anerkendelse – og sex, hvis verdens højere retfærdighed ikke bare var et falsum som så meget andet.
Jack Wolffs stuelejlighed var langsomt også blevet fyldt op med noget, som aldrig rystede hans forestillingsverden: Sten og krystaller fra danske strande og begrænsede ture ud i verden. Han kunne gøre rede for stenenes oprindelse, han kendte historien og nogle gange noget om kemien. Han kunne se på stenene længe, mens mobiltelefonen blev mere og mere tavs. Det var ligegyldigt, at den var ved at være nede på batteri, for ingen ringede, mailede, skypede eller skrev længere beskeder på Facebook, hvor hans profil omfattede elleve såkaldte venner, som han senest havde belemret med hadefulde angreb mod russisk krigsførelse i Syrien og randstaterne for deres gamle imperium.
De fleste tilmeldte på hans profil var forhenværende kolleger fra tilfældige og midlertidige jobs. En gang imellem skrev han noget provokerende på sin profil – bare for at få en reaktion. Det lykkedes sjældent, men det gav en eller anden form for afløb.
”Hvor går man hen, når alt går ned?”
En gammel sang. En dansk rockpoet, C.V. Jørgensen, som kun folk som Jack Wolff med en langtidshukommelse stadig hørte. Mest i smug i Jacks tilfælde. Blød, følsom og med desperationen lurende i hver en tone fra en melankolsk trompet i baggrunden. Sangens efterklang blev ved i hans indre, som havde den ramt en sjælden frekvens med eftertanke.
Han havde gemt sangen mellem alt det andet hardcore metalmusik som en pause fra alt det, der for ham symboliserede rastløs energi. Selv når det fandenivoldske var metalmusikkens egentlige budskab, så blev den nogle gange katalysator for direkte anfald af had. Også selv om det ikke nødvendigvis var musikernes ærinde.
Han skiftede nummer til ”Stand Up And Shout!” Et budskab fra en afdød heavy rocker, som Jack dyrkede, som var han en afgud. Ronnie James Dio. En lille mand med en fantastisk, stor stemme, der fyldte hele hans ansigt med passion i hver linje, mens han rystede det lange, sorte, krøllede hår. En fortid med Black Sabbath. Succesfuld solist især i 1980erne og 1990erne. Utrætteligt turnerende indtil den efter sigende meget venlige mand måtte opgive livet på grund af mavekræft. Ordene i sangen handlede vist nok om at bevare sin selvtillid. Sangen brændte lige gennem Jacks sorte sjæl. Senest var Jack Wolffs aggression over manglende selvtillid gået ud over en gammel skolekammerat fra Sønderjylland. Den sidste gæst, han havde haft.
Kuno Hansen.
Og nok den sidste ”ven”, som han ville se i lang tid inde i lejligheden. De havde mødt hinanden på den tyske skole i Aabenraa. Det var en skole for det tyske mindretal i Danmark, og de delte minderne. Det var, som om det udefinerbare, lidt indholdsløse, danske begreb ”hygge” pludselig havde stukket snuden forsigtigt frem den aften. Den rare fornemmelse af ”hygge” var fortsat under det uventede besøg, da de mindedes kollegieejendommen i Hellerup. De havde boet der sammen en overgang, Jack og Kuno. Midt i en kæmpevilla med plads til otte studerende, der havde hver deres værelse.
Baghaven var den gang for mange år siden grøn af hamp i imponerende to meters højde, der med en anden lovgivning burde have høstet en medalje ved en landbrugsudstilling. Hampen var dog en trussel mod kollegiets fortsatte eksistens, men kollegiet havde reddet livet ved en resolut aktion.
Inden formanden og resten af bestyrelsen for den hjemmetyske forening fra grænselandet i Sønderjylland pludselig ville komme på besøg, måtte de studerende hive al hampen op af jorden, og rødder og jord blev sat i plastikposer. Hampen blev derpå nænsomt båret op på tørreloftet og nøglen gemt væk, så ingen opdagede planterne.
Var de blevet opdaget, så var studenterne blevet smidt ud med fuld musik, og den offentlige skandale ville blive omtalt i Der Nordschleswiger, som avisen på tysk hed i det danske grænseland. Kun det sammenspiste, tyske mindretal læste den avis, men studenterne ville ikke kunne vise sig på hjemegnen i årevis efter sådan en skandale.
Det værste var ikke skandalen, men den økonomiske trussel. Ikke alene gav den hjemmetyske forening et klækkeligt tilskud til minikollegiet, som samlede de bedste hjemmetyske hjerner i Danmark, når de skulle til København for at læse. Jack var selvskreven. Fremragende til matematik, sprog og historie. En strålende fremtid forude, mente de.
Formanden for den hjemmetyske forening var desværre også politimester i Aabenraa. Skandalen simrede som suppe i en trykkoger under et par timers besøg fra foreningen, mens de studerende og foreningens repræsentanter havde stået sammen i kollegiets opholdsstue og havde nippet til sherry, som bestyrelsen selv havde med.
Stemningen emmede af anstrengte smil og påtaget høflighed. Der var også chips, så det var ”festligt, hyggeligt og fornøjeligt”, som de studerende senere beskrev besøget. Studenterne plantede hampen ud i baghaven igen lige så hurtigt, som bestyrelsen var forsvundet. Det udløste latteranfald af ren lettelse – og der kom masser af bajere og røg i fælleskøkkenet bagefter, da de pæne mennesker i bestyrelsen var taget hjem til deres parcelhuse, uden at de havde opdaget præmiehampen.

Hjemme i Jack Wolffs lejlighed havde tavsheden sænket sig som en dyne efter den kortvarige moro over minderne fra kollegiet. Minder var ikke nok til at binde dem sammen længere.
Værre blev det, da Kuno pludselig spurgte, om Jack aldrig havde tænkt på at få børn. Måske var det bare for at få en samtale i gang. Jack magtede ikke at svare.
”Du var jo god til de der skolebørn, ikke?”
”Børn er en gave, hvis bare ikke forældrene ødelagde dem. Se på mig, for helvede! Jeg skal ikke ødelægge nogen. Det børneprojekt ville jo også kræve en kvinde, ikke? Hvad tænker du på?”
Kuno sad med et forkrampet udtryk i ansigtet, mens iltfattige kubikmetre i tomrummet truede med at kvæle dem begge. Judas Priest-albummet Painkiller overdøvede den sidste rest af fornuftig, interessant samtale.
Kun blev nummeret og albummet ledsaget af en faktuel oplysning fra Jack om, at det var bandets tolvte studieplade. Og at den var udgivet i 1990. ”Old Stuff!”
Jacks bonusinfo skulle blive noget af det sidste, som han fik sagt til Kuno ikke alene den aften, men mange måneder frem. Jack anede ikke, hvilket skift hans liv var på vej til at tage inden for ganske få timer.

*

I lejligheden på første sal til højre havde Jack Wolffs overbo, Stefan Kushova Andersen, for længst opgivet at klage over den tordnende musik. Den fik nu igen gulvet i hans stue til at vibrere. En tom vase bevægede sig i takt til lydtrykket nedefra umærkeligt hen ad bordpladen med få millimeter ad gangen.
Han var ellers politiassistent og kunne tage affære. Hvis han gad. Han var ordensbetjent af alle ting. Han var selv en ordentlig mand, sagde kvinderne om ham. Endda ganske pæn. Men han gad ikke orden, når han havde fri.
Restriktioner gjorde ikke noget godt for frie mennesker. Han troede på frihed og på, at det nyttede at hjælpe folk. ”Hvis man giver – så får man,” havde hans kloge mor engang sagt. For eksempel kunne han måske hjælpe underboen Jack og modsat andre naboer leve med hans musik.
Stefan Kushova Andersen havde investeret i et par effektive, men billige ørepropper, og støjproblemet var løst. I hvert fald så længe han levede uden en kæreste. Skulle der komme sådan en igen, efter den sidste, meget besværlige såkaldte kæreste, ville hun nok ikke finde sig i mere støj fra lejligheden nedenunder.
Stefan havde prøvet at tale med Jack Wolff, men han kunne ikke komme ind på livet af ham. Stefan havde set ham komme og gå alene. Jack Wolff gled af på alle spørgsmål om, hvad han lavede – bortset fra at høre sindssygt høj heavy metal på umulige tidspunkter.
Stefan havde i sit job mødt mange mennesker på kanten, men ingen var et egentligt mysterium, som Jack var det. Jack gjorde Stefan nysgerrig og samtidig frastødt og fyldt med medlidenhed. Jack måtte vide mere, end man skulle tro, mente Stefan.
Hans eget gode udseende var ikke fulgt helt af et tilsvarende, skarpt intellekt, som han anede det under Jacks afvisende skal. Stefan var ikke dum. Han havde bare vænnet sig til, at han skulle kæmpe mere for tingene end så mange andre, og nogle gange gjorde det ham doven, hvis der ikke var et oplagt mål med arbejdet. Et godt stykke hen ad vejen havde den perfekte frisure, som nærmest var skåret lige ud fra et herremodeblad, de blå øjne, kløften i hagen, den dybe stemme og det rolige gemyt kunnet snyde omgivelserne til at signalere verdensmand og det overblik, som han reelt jævnligt mistede trods de bedste intentioner. En del kvinder havde også taget fejl af ham. Han var ikke den verdensmand, som han lignede.
Måske han ligefrem kunne lære noget af Jack?

I lejligheden nedenunder Stefan var Jack Wolff under den gamle klassekammerats besøg faldet i søvn på en blanding af joints og discount whisky fra Netto-forretningen med de rædselsfulde, gule facadeskilte og den latterlige, sorte skottehund med en kurv i munden som logo. En spids, sprittet smag uden dybde lagde sig som en dyne på tungen og i hans ånde. Men spritten virkede, og så var den på tilbud til en pris som var det bare en blanding af sprit og æblemost. ”Grant’s” hed den, og Jack havde købt den i den billigste, røde udgave.
Kuno havde medbragt en gigantisk kvalitetsjoint. Den havde han fået point for. Kuno fortalte om sit forædlingsprogram af frø parkeret i små pilleæsker og med sedler med numre, som refererede til de bedste planter. De havde røget jointen sammen, mens Kuno også fortalte om en enlig mor, som han for nylig var blevet kæreste med i Sønderjylland. Og om et job som ingeniør i en mindre byggevirksomhed.
Informationerne bidrog til, at Jacks øjenlåg var klappet i som garageporte i frit fald, og et sanseløst mørke trak Jack langt væk. Helt væk fra Kuno og verden, hvortil han lige havde nået at aflevere en ny information om Judas Priest. Jack vidste ikke engang selv, om det nu var helt rigtigt, at forsangeren, Rob Halford, i virkeligheden var hardcore bøsse i al hans læder og nitter, men den ellers irrelevante oplysning satte alligevel musikken i et eller andet perspektiv, vævede han, mens pointen i oplysningen forsvandt sammen med hans bevidsthed.
Musikken var derimod fortsat, mens Kuno til sidst bare gik uden noget ønske om at komme igen.
Stefan havde hørt døren gå nedenunder hos Jack, men der kom ikke ændringer i musikken.
Da Jack vågnede, forventede han heller ikke at høre mere fra Kuno igen. Godt det samme! tænkte han.
Men tavsheden, iltmanglen og væggenes indbildte, langsomme bevægelse ind mod ham fik ham til at slukke musikken pludseligt og gå ud af lejligheden. Han havde en fornemmelse af at være overvåget, iagttaget. Som var der øjne i lejligheden. Og udenfor. Mennesker, som vendte blikket bort, når han så direkte på dem. Nogle gange en mand med ternet kasket ude i gården. Andre gange en ældre dame. Det tegnede ikke godt, erkendte han, nærmest psykotisk.
Han tog sin overfrakke på, gik ned ad trappen og hørte døren til sin lejlighed smække bag sig. Døren indkapslede lugten af gammel mad på tallerkener, der ikke var vasket op, og tøj, som for længst skulle have været vasket. Men sanglinjen fra undtagelsen i hans musiksamling fulgte med helt ud ad døren og ned ad trapperne, som ville den ikke gå væk.
”… når alt går ned,” nynnede han, mens han blev ved med at se sig tilbage.
Han kunne ikke se, at nogen fulgte efter ham. Han stoppede op, så hele vejen rundt, gik videre og søgte sin ensomhed, der lige nu var det tryggeste og samtidig det mest forfærdelige, han kendte.
Fra etagen over Jacks lejlighed sad Stefan ved køkkenvinduet og holdt øje med Jack, efter han havde hørt hoveddøren gå igen med et ekko op gennem opgangen med en gammel terrazzo-stentrappe. Musikken var stoppet. Gennem stuegulvet havde han ellers tidligere genkendt afdøde Ronnie James Dio i sangen Don’t Talk To Strangers, som var kommet efter Stand Up And Shout. Måske han skulle tale med Jack om Dio en eller anden dag, tænkte Stefan.
Stefans køkkenvindue stod på klem, mens han nysgerrigt fulgte Jack med øjnene. Han så rutinemæssigt på klokken: 23.57.
Det er den slags informationer, som politifolk husker, tænkte han videre, mens Jack forsvandt rundt om hjørnet. En mærkelig, politiagtig fornemmelse af, at noget var helt, helt galt, fik Stefan til at tage jakken på og følge efter ham.
Ude på den stærkt trafikerede P. Knudsens Gade nåede Stefan at se Jack dreje til højre om hjørnet ad Sjælør Boulevard og gå op mod Sjælør Station. Stationen stod der med alt sin meningsløse graffiti både til højre og venstre under broen til jernbanen. Nogle indvandrerdrenge stod i rastløse grupper. De kunne ellers nemt tage toget nogle få stationer ind til Københavns centrum, når kedsomheden blev for overvældende og graffiti eller en smadret rude ikke var ophidsende nok.
Stefan var ikke fordomsfuld og slet ikke racistisk. Det var i øvrigt også forbudt i politiet.
Han vidste bare, at et par af drengene overfor ved Sjælør Station ufrivilligt havde gæstet Politigården i København. Han håbede bare, at de ikke trak nogle af de andre, yngre og mere uskyldige drenge med.
Skulle han følge efter Jack? Eller gå over og tage en snak med drengene?
Han havde ikke konflikter med nogen af dem, og de havde godt af at lære, at en politimand også er et helt almindeligt menneske, når han har fri, men hvorfor pludselig det sociale gen? Han ville næppe blive belønnet eller anerkendt på Politigården for at lege socialarbejder i sin fritid. Nysgerrigheden over for Jack vandt.
Ville Jack tale nu? Og om hvad? Var det ikke bare ham selv, som også var ensom, usikker?
Stefan afviste sine egne spørgsmål, mens han tøvede med at gå videre.
Imens var Jack fortsat helt op forbi Sjælør Station og under broen, men på den anden side af Sjælør Boulevard væk fra stationen.
Bag ham besluttede Stefan langt om længe at gå videre, men da havde han mistet Jack af syne.

Jack var gået ned af Sydbanestien ind til højre og lige over for Sjælør Station. På den svagt oplyste sti ind mod den yderste periferi af Vestre Kirkegård sang en solsort en meget kort godnatsang, som var det for at hilse et begyndende forår velkommen alt for tidligt. Den tav hurtigt, så Jack tænkte, at den havde opdaget det for tidlige udkald, mens en kold, blålig tåge lagde sig over stien og gravstenene og slørede udsynet.
Gruset under skoene knasede og sprængte stilheden. En luft fuld af vinterdufte og hvislende, gamle blade og nogle flaksende vinger i desperat jagt på føde rammede hans skridt ind.
Jack søgte ind i roen. Han kunne trække vejret igen, som om han havde forliget sig med sin ensomhed. Ja, ligefrem accepteret den.
Blomster og buske ventede på at springe ud, mens han var helt alene uden udsigt til at springe ud i noget som helst. Det faktum var nemmere at bære mellem voldsomme skæbner. Egentlig burde kirkegården i vinterhalvåret lukke klokken 19, men bagindgangen glemte de næsten altid. Nogle enkelte gange var lågen låst, og han havde kravlet over det lave hegn. Det fik ham bare til at føle sig mere tryg på den enorme kirkegård. Han havde den for sig selv – sammen med de døde. Om sommeren lukkede den først klokken 22, men der havde folk mere tendens til at bruge den som park hele døgnet og måske ligefrem have sex i den.
Han ville gerne have set nogen gøre det hen over en gravsten. Det ville være tilpas bizart til, at det kunne være sjovt at forskrække dem.
I aften måtte han nøjes med de døde tyskere og alle deres grusomme historier på den tyske afdeling af Vestre Kirkegård. Muslimerne havde en afdeling lige bagved. Døde babyer foran.
Tyskerne havde taget deres glemte historier med sig i gravene gemt bag det hele, men alligevel virkede granitkorsene på ham som en slags tavse vidner til den standby, som hans liv var sat på.
Skyggerne fra de kantede granitkors slog mod ham og blafrede, når en brise fik træernes kroner til at svaje. Han så et skæbnefællesskab mellem ham og de næsten titusinde tyskere, som lå her. De var uønskede i Danmark dengang i slutningen af krigen i 1945. Jack følte sig uønsket nu.
De mange soldater og flygtninge talte dengang et fremmed sprog, som han mestrede den dag i dag. Jack talte både dansk og tysk flydende. De tyske flygtninges tyske sprog og skæbne betød dengang dansk afvisning af alt fra lægehjælp til offentlig accept og ordentlig mad.
De var glemte skæbner nu. Heller ingen – næsten ingen – huskede Jack Wolff. Han følte det selv, som var han død.
Reelt kunne han forsvinde med ned i gravene, uden at nogen opdagede det.
Han havde næsten lyst til det i et nyt fantasibillede, som for gennem hans flimrende forestillingsverden midt i mørket på kirkegården, men han rystede det af sig som et ubehageligt tegn på begyndende vanvid. Han måtte gøre et eller andet for at holde sindssygen væk. Han kunne ikke bare gå formålsløst rundt mellem de uendelige rækker af glemte gravstene. Han måtte have en mission med det. Han var derfor begyndt at lære deres navne. Finde nogle af deres historier.
Det var en besættelse, en formålsløs beskæftigelsesterapi, som gav ham en underlig ro. Især når pludselige blomsterbuketter, små sedler i plastikcharteks eller et billede af et ukendt oldebarn pludselig dukkede op ved enkelte af gravstenene som få, spredte hilsner fra efterkommere, som prøvede at samle puslespillet til deres familiehistorier og deres egen identitet. Han kunne selv finde på at stille spørgsmål til enkelte af tyskernes skæbner, og han vidste, at man nogle gange endda kunne finde svarene, hvis man gad forsøge. De ville aldrig modsige ham, de døde tyskere.
”Werner Georgi – Gefreiter. 1/4 1925 – 3/6 1945”.
Hvem var Werner? En tysk konstabel så ødelagt, at han var død blot en måned efter befrielsen af Danmark?
Jack kunne også konstatere, at det var økonomisk fornuftige begravelser. To døde til hver sten. En stor besparelse selv i døden.
På nogle sten stod der flere steder blot ”Ein unbekannter deutscher Soldat”.
Det gav næsten mere mening. Det virkede mere respektfuldt ikke at nævne navne, når alt alligevel var glemt.
Ved indgangen til det kæmpe, indhegnede område lå de fleste grave ledsaget af et skilt med den kliniske information om, at ”Her hviler 4.636 tyske soldater og 4.019 flygtninge. Ofre for Den Anden Verdenskrig”. Ikke noget med ”nazister” eller ”fjenden”. De var bare ofre.
”Elisabeth Müller – flüchtling”.
”Karl Nitsch – flüchtling”.
”Heinrich Rabe – flüchtling”.
Fælles for de tre var, at de også var døde de sidste måneder af krigen i 1945. På flugt fra bomber og fremadstormende hære fra både øst og vest. De nu døde tyskere havde utvivlsomt været for værdiløse – fysisk set – til at blive beordret ind i en på forhånd tabt kamp for Det Tredje Rige.
Nogle af navnene havde Jack skrevet ned i en lille notesbog. Han ville prøve at finde ud af mere om dem. Han memorerede også navnene for sig selv for at træne sin hukommelse. Han lukkede øjnene og løb navnene igennem. Længere henne ville han komme til ”Josef Wolff – Obergefreiter. 18/4 1899 – 15/5 1945”.
En 46-årig overkonstabel af 1. grad. Han døde ti dage efter, at Danmarks befrielse blev en realitet.
Hvilket spild! Det var én af dem, som han ville undersøge nærmere på et tidspunkt. Jack havde fundet ud af lidt, efter han havde fået et hint fra en uforudset kant, men meget mere kunne graves frem. Hvis han gad.
En underlig lyd fik Jack til at stivne, inden han kunne tænke videre.
Et lille lys ude i mørket. To lave stemmer.
Han gik væk fra stien og fulgte buskene bagom. Nysgerrigheden over det uventede liv blandt de døde drev ham fremad. Han så to skikkelser – den ene med en urolig pandelampe, mens han gravede. Efter hvad? Jack gik tættere på.
De talte et sprog, som han ikke forstod. Det var hverken tysk eller dansk. Og slet ikke engelsk. Formentlig noget østeuropæisk, måske polsk, ukrainsk eller noget asiatisk.
Hvorfor var de her? Han kunne ikke dy sig. Han måtte tæt på. Det var for mærkeligt, for dragende, for det lød som en ed, der voksede til et hysterisk vredesudbrud i frustration over et eller andet.
Han gik helt tæt på. De var kommet dybt ned. Over en halv meter. Den ene mand så undersøgende på et kranium, som han holdt i højre hånd, som skulle han til at udtale en berømt Shakespeare-replik. En blå dis bølgede omkring ham, mens den anden mands krogede ryg rettede sig rankt op fra graven, som blev der boret et kosteskaft op gennem den. Kraniet var væk igen.
”Bøller i en park. Køller uden bark.”
Uventet huskede han et rim i den samme bløde, desperate, gamle sang fra C.V. Jørgensen. Ordene fløj bare gennem hans hoved, allerede inden de to mænd havde rettet sig helt op, parate til spring. De så stift på ham i et kort sekund gennem mørket, hvor månelyset og genskær fra gadelamperne langt ude på Sjælør Boulevard ikke efterlod Jack i tvivl om, at han stod over for en trussel. Han så panisk ud mod Sjælør Boulevard, hvor han vidste, der var en trappenedgang et sted ovre ved to tomme gymnasier, som var forsvundet for hans syn her på kanten af natten. En grim graffiti på en lav mur bag tyskernes rækker af granitkors bekendtgjorde, at ”Husk, en dag ska’ du dø”. Budskabets implicitte anklager mod hans uforløste liv lammede ham i et sanseløst sekund. Han nåede ikke at tænke mere, før de to mænd begyndte at løbe direkte mod ham. Jack havde ikke mærket rigtig, altfortærende angst i lang tid. Den pludselige og ætsende frygt bremsede selv de mest enkle reaktioner. I stedet sprang reflekser frem fra en reptilhjerne, som var det eneste, der virkede mod øjeblikkets elektrochok af rædsel. Fra en skrumpet grønært af en hjerne kunne Jacks fantasi kun rumme tre udveje – flugt, angreb eller at spille død. Kun den sidste mulighed virkede, da det gjaldt.
Han stod helt stille, som var han lige så stendød som resterne af de sølle lig, der lå under gravstenene.
Det næste, der skete, forsvandt i et orgie af smerter og skærende farver, inden mørket omsluttede ham.
Lyset mærkede han først flere timer senere, da han vågnede på hospitalet og var omgivet af flere mennesker, end han havde været udsat for i årevis.
Hans overbo, Stefan Kushova Andersen, stod af en eller anden grund ved hans side. Stefans kæbe og venstre øje var både rødligt, blåt og hævet af slag. Han lignede en bokser, som aldrig burde være gået ind i ringen.
”Hvad fanden skete der lige for os der, Jack?” hørte han Stefan spørge langt væk fra i en tåget verden, hvor der ikke fandtes svar. Og slet ikke svar på de spørgsmål, der i dette øjeblik virkede på Jack som det vigtigste i verden at finde. Han vidste, at han nu var forfulgt, men ikke hvorfor.