Keld Broksø

 

 

Keld Broksø er forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver. Han har arbejdet for mange medier som fastansat og freelancer, herunder Politiken, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Danmarks Radio, Information, Berlingske Tidende, Børsen, Rapidus.se . Andre opgaver har været som projektleder for Børsen-konferencer, NGOén i Afghanistan, DACAAR, og som ordstyrer og kommunikationsrådgiver for virksomheder og organisationer. 

I 2019 kom seneste (og sjette) spændingsroman "Fjendespor" på Ambush Books. Det er en historie om albanske klankrige, hvidvask, EU-svindel og mord ud over Europa med kriminalbetjenten fra Sydhavnen i København, Stefan Kushova Andersen (genganger fra "Koldfronter"), i en nøglerolle. Altsammen med afsæt i virkelige begivenheder,  klaner og europæisk nutidshistorie. Handlingen er kort fortalt sådan:

En voldsom start på livet i et albansk børnehjem indhenter den adopterede kriminalbetjent, Stefan Kushova Andersen. Glemte familiebånd bliver pludselig livsfarlige, mens tjente formuer på pyramidespil, narko- og menneskesmugling bliver grundlaget for stadigt mere kyniske, kriminelle og bomstærke klaner. De forgifter voksende dele af Europas og New Yorks underverden. Grenene fra den albanske mafia breder sig nordpå og smadrer Stefans forsøg på et nyt liv i Københavns Sydhavns nye boligblokke. Et FBI-kursus og et mord i New York kickstarter en hæsblæsende rejse for ham mod sine egne rødder og gennem en fremmed, forarmet del af Europa med afstikkere til Berlin, København – og selv Roskilde Festival. Stefan tvinges ud i gråzoner af lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert, når menneskeliv står på spil.

I efteråret 2021 kommer romanen Malmösyndromet - sidste del af en trilogi med Stefan i handlingen. Romanerne kan dog læses uafhængigt af hinanden.

Koldfronter fra 2017, er en ”koldkrigsroman nouveau”, hvor kulissen er en voksende konflikt mellem Rusland og NATO-landene, mens små mennesker fanges i et stort, giftigt spil på tværs af Europa.

Foredrag om Koldfronter og Fjendespor kan bookes på keld@kb-kommunikation.dk

Keld Blom, formand for Hvidovre Kulturråd, som 09.11.2017 kl. 19-21 arrangerede bogforedrag i Frihedens Idrætscenter, udtaler:

"Keld Broksø holdt et foredrag om "Koldfronter" og DEN NYE KOLDE KRIG I EUROPA, et spændende og fortsat aktuelt emne at forholde sig til. Keld har ikke kun skrevet sin thriller, men været på stederne, hvor slaget har stået, og sat sig grundigt ind i magtspillet som det er nu, og truslerne fra Rusland. Foredraget kan anbefales til alle, der har interesse for det historiske og det kommende trusselsbillede. Se foredraget og læs bogen KOLDFRONTER."

Øvrig virksomhed er beskrevet på www.kb-kommunikation.dk

Andre spændingsromaner af Keld Broksø:

Missilhotellet (2014), Skriveforlaget. Se også www.missilhotellet.dk samt YouTube-video. Findes som print-, lyd- og e-bog. Bogen har fokus på en hjælpearbejder i Afghanistan, hvor hans velmente indsats går grueligt galt mellem amerikanske og iranske interesser. Bogen er skrevet med inspiration fra en snes rejser i Afghanistan.

Pengemuren (2011), Skriveforlaget. Se også www.pengemuren.dk samt YouTube-video. Findes som print- og e-bog. Skildrer den danske olietekniker Harrys drama mellem norske og kaukasiske olieinteresser.  

Rovdrift (1999), Forlaget Forum. Findes som print-, lyd- og e-bog. Tema: biologiske våben.

Vraggods (1998), Forlaget Forum. Findes som print-, lyd- og e-bog. Tema: atomsmugling.

Keld Broksø ved militærparade for 20 året for Nagorno Karabakhs selvstændighed i den autonome, armenske enklave midt i Aserbajdsjan.

Metal rock pubben Blackland i Berlin, der er ramme om centrale begivenheder i Koldfronter!